Kom godt i gang

Intro til o-løb

Hvis du gerne vil finde ud af, om orienteringsløb er noget for dig, er der masser af muligheder for at prøve orienteringsløb helt gratis, inden du melder dig ind.

Du kan altid ringe og få en snak med vores kontaktperson 

Du kan også møde op til en af træningerne, så hjælper vi dig godt  i gang, og løber gerne de første par ture sammen med dig.

Mød op i løbesko, løbetøj og skiftetøj, der tåler at blive brugt i skoven.
Kompas mm. kan du låne af os. Vi løber hele året bortset fra en pause i jule- og sommerferien.

Når der er sommertid, løber vi ugentlige træningsløb tirsdag kl. 17.00

Når det er vintertid, løber vi ugentlige træningsløb søndag kl. 10.00

Find træningsplanen herunder

Intro til o-løb

Orienteringsløb er mange ting!

Det er en familiesport, hvor flere generationer hygger sig sammen om fine naturoplevelser i skovene i det vestjyske. Det er en individuel sportsgren med udfordringer for alle. Man afgør selv hvor meget adrenalinet skal pumpe rundt, mens man løber og finder vej fra post til post gennem skov og mose i ukendt terræn. 

Orienteringsløb er både for hovedet og for kroppen. Du skal regne med at det tager lidt tid, inden du ubesværet kan jonglere håndtering af høj puls samtidig med at hovedet kan følge med. Det kræver øvelse på et øjeblik at kunne orientere sig, lægge og gennemføre et vejvalg fra én post til den næste. Husk at le af dig selv, når pulsen er kommet for højt og hovedet blev slået fra. Orientering handler på sigt om at lege med puls og evnen til at tænke klart. Du bliver hele tiden dygtigere og dygtigere, men aldrig perfekt.

Vestjysk Orienteringsklub har 6000 ha kortlagte terræner i de flotteste skov- og naturområder i Vestjylland. Ingen anden sport byder på så mange og fine naturoplevelser.

Fælles for alle aspekter af orienteringsløb er, at man får oplevelser og udfordringer i naturen.

Mere konkret handler det om på kortest mulig tid at gennemføre en ”bane”. Banen består af et antal poster indtegnet på et særligt orienteringskort. På kortet kan man aflæse terrænets udseende vha. farver og symboler. Informationerne som man aflæser på kortet, skal man sammenholde med det terræn man står i, så man kan komme fra den ene post til den næste. Som hjælp til at vende kortet rigtigt, bruger man et kompas. 

Til hvert træningsløb har man altid forskellige sværhedsgrader og forskellige længder af baner. Derfor er der altid en bane, der passer til dig.

Dansk Orienteringsforbund har lavet en kort introduktion til dig som ny løber.